Danmark

Funding: Tre ting vi lærte af finanslovsforløbet

Thomas Funding mener, at forløbet med finanslovsforhandlingerne kan være et varsel om en besværlig fremtid for regeringen. Foto: Michael Nørgaard
Regeringen fik forhandlet en historisk sen finanslov på plads mandag aften.

Politisk redaktør på avisen Danmark, Thomas Funding, fortæller her, hvad vi lærte af den første finanslov fra den socialdemokratiske regering.

Annonce

1. Første stresstest af rød blok

Regeringen og dens støttepartier har mandag aften indgået en finanslovsaftale. Foto: Philip Davali/Scanpix

De første måneder af valgperioden har været en dans på roser for den socialdemokratiske regering. De frygtede regeringsforhandlinger gik væsentlig nemmere end forventet, og oven i det hele gik oppositionen i gang med at rive hovederne af hinanden i stedet for at gå efter den nye regering.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Tyngdeloven gælder også for Mette Frederiksen, og det mærkede statsministeren for første gang i slutforløbet af finanslovsforhandlingerne. Også hun skal kunne tælle til 90 for at få flertal for sin politik i Folketinget, og Socialdemokratiet får ingenting foræret.

I den sidste uge af finanslovsforhandlingerne fik vi en lille forsmag på, hvor dysfunktionel rød blok potentielt kan blive. Vi glemmer det i forbifarten, men der er kæmpe forskel på de partier, der har bragt Mette Frederiksen til magten.

Det så vi helt konkret, da Radikale Venstre i 11. time begyndte at stille nye krav til den økonomiske politik for at stemme for finansloven. Socialdemokratiet kunne måske godt følge med på noget af det, men Enhedslisten var lige ved at sprænge i luften. Og lige præcis det er regeringens problem.

Enhedslisten er den absolut yderste venstrefløj i dansk politik, og Radikale Venstre er et borgerligt parti på den økonomiske politik. Det er meget svært at rumme de to yderpunkter, når man skal lave aftaler, der har med penge at gøre.

Finanslovsforhandlingerne var første rigtige stresstest af sammenholdet i regeringsblokken. Den bestod, men testen afslørede, at de indbyggede modsætninger lurer lige under overfladen.

2. Radikale fik markeret sig som noget særligt

Morten Østergaard og Radikale Venstre har forsøgt at markere sig kraftigt over for regeringen ved forhandligerne. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

En anden ting, finanslovsforhandlingerne lærte os, var, at Radikale Venstre ikke føler, at de skylder regeringen eller resten af rød blok en hujende hatfis.

De radikale er vrede. De føler ikke, at Socialdemokratiet behandler dem med den respekt, de fortjener. Set igennem radikale briller, er det dem, der har sikret Mette Frederiksen statsministeriet. Hun sidder der på grund af Radikale Venstre, og det vil de have noget for.

Men Socialdemokratiet har nægtet dem det, Radikale Venstre mener, de fortjener. Først ved ikke at ville tage dem med i regering, og igen i finanslovsforhandlingerne ved at behandle dem som et støtteparti på lige fod med SF og Enhedslisten.

Radikale Venstre er i deres selvopfattelse noget særligt parlamentarisk, og sådan vil de behandles. Derfor er finanslovsforhandlingerne også et forsøg på at statuere et eksempel. Socialdemokratiet skal forstå, at sådan behandler man ikke Radikale Venstre, og gør man det alligevel, har det konsekvenser.

3. Et forvarsel om en besværlig fremtid

Mette Frederiksen kan se frem til mere bøvl i fremtidige forhandlinger, hvor De Radikale vil fortsætte med at presse regeringen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Socialdemokratiet kan for så vidt være godt tilfreds med den indgåede finanslov. Og det gælder også resten af regeringsblokken. Der bliver leveret helt eller delvist på en række løfter fra valgkampen, hvilket nok skal gå rent hjem ved især de røde vælgere.

Men på trods af det, er det som om, forligspartierne ikke tør slippe glæden løs. Der er en bekymring, der nager. Spillet mellem Radikale Venstre og resten af blokken varsler ilde for valgperioden.

De fleste ser således ikke Radikale Venstres ageren i finanslovsforhandlingerne som en enlig svale. Det er udtryk for en strategi, som partiet har tænkt sig at blive ved med at forfølge.

Og det er et dilemma for regeringen. Fortsætter Socialdemokratiet med at forsøge at behandle de radikale på lige fod med SF og Enhedslisten, kommer det til at skabe kaotiske forhandlingsforløb, men føjer de sig, får de problemer med især Enhedslisten.

Den ultimative frygt i Socialdemokratiet er i den sammenhæng, at finanslovsforløbet er et forvarsel om, at regeringen ender med at køre fast parlamentarisk. Altså at det viser sig, at det ikke er muligt at få enderne til at mødes i rød blok. Det er stadig for tidligt at konkludere, men sker det, er gode råd dyre.

Fakta: Fire korte om finanslov

1. Regeringen skal hvert år fremsætte sit finanslovsforslag før 1. september. Det står i grundloven. Kan man ikke nå det, kan reglen omgås teknisk ved at fremsætte en videreførelse af den tidligere finanslov.
2. Finanslovsforslaget skal - ligesom andre lovforslag - behandles tre gange i Folketingssalen, inden det vedtages. Sideløbende foregår politiske forhandlinger mellem typisk regeringen og støtteparti(er).
3. I gennemsnit fylder en finanslov cirka 500 sider. Bemærkningerne til loven fylder omkring 2500 sider. Finansloven er således den mest omfattende af alle love.
4. Oftest er finanslovaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.
Kilde: Folketinget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Hvide Sande-fiskere reddet fra brændende kutter

Skjern

Julehjælpen rykker ud i de næste uger

Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Annonce