Læserbrev

Hvor mange ressourcer vil vi bruge på beboerne på Kærshovedgaard?

Læserbrev: Heldigvis endte vi ikke med at bruge over 750 millioner kroner på en ø for udviste asylansøgere. Spørgsmålet er nu, om vi vil bruge måske over 100 mand på at sende de samme mennesker frem og tilbage mellem fængsler, domstole og udrejsecenter? Jeg siger klart nej. Flertallet bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, LA og Dansk Folkeparti har skærpet fængselsstraffene for melde-, opholds- og underretningspligten. Nu kommer beboerne i fængsel efter få overtrædelser. Disse overtrædelser gør ikke skade på nogen mennesker, men alene politiet bruger nu 48 årsværk på denne opgave. Hertil kommer dommere, transporter, forsvarsadvokater, fængselspersonale osv osv. Så det er nok ikke forkert at sige, at over 100 mennesker nu bruger deres tid på at sende de her mennesker i fængsel for noget, der ikke har gjort skade på andre mennesker. Tiden går fra at opklare indbrud, vold, voldtægt og meget andet, jeg i al fald synes, er meget vigtigere. Efter grænsekontrollen og nu dette stykke symbolpolitik er ventetiderne på politiarbejde steget meget voldsomt. Politiet har ikke bedt om disse tiltag. Vi burde lade politiet bestemme selv, hvad der er vigtigst. Og det vigtigste er ikke symbolpolitik. Det er vigtigt, at vi ved, hvor de afviste asylsøgere og tidligere kriminelle er. Dette kunne løses ved fodlænke eller ved, at man kan melde sig hos politiet telefonisk, eller hvor politiet er rundt om i landet. Den valgte løsning er i al fald for dyr. Når nu de mennesker i forvejen er i en form for fængsel, så mener jeg også, at man burde overveje andre straffe end at sende dem til et fængsel for noget ikke personfarligt, for det er en dyr straffeform. Jeg mener, at man burde bruge ressourcerne på meget værre overtrædelser som for eksempel vold, end på meldepligt med videre. Lad os håbe at fornuften kunne indfinde sig. Man kunne måske endda lytte til politiet?

Klumme

Åååååh, hvor er jeg dog miserabel: Mine 14 dage i snot- og hostehelvedet

Harrrk, harrrk, HARRK, krrrptøj … Kender du det? Klokken er halv tre om natten, og for hundrede og syttende gang ryster et hosteanfald din mødige krop ud af den den døs, du nådigt langt om længe var nedsunket i. Mest af alt lyder du som en sælhund med halskartar, KOL og kighoste på én gang, og hostene synes du at hente op fra hjørner og udkanter af bronkierne, som du ikke anede, at du havde. Tårerne står dig i øjnene, hovedets resonanskammer synger og vibrerer, og brystkassen værker, som havde du lige trykket et par ribben eller tre. Desperat famler du i mørket efter hostebolsjerne, der ligger på natbordet, får én trykket ud af blisterpakken, smider den i munden, snyder din stoppede næse i en Kleenex og synker forpustet sukkende og bolsjesuttende tilbage i puderne, der er stablet op, så du kan sove siddende - eller i det mindste prøve på det. Det er tredje, fjerde eller måske endda femte nat, du er i færd med at hoste dig vej igennem, og på nuværende tidspunkt er du så træt af det hele, at du mest af alt har lyst til at kaste håndklædet i ringen, og opgive ævred. Hvis der altså var nogen at opgive det til... Det er kort sagt den tid på året: Tidspunktet, hvor forkølelserne hærger. Nu skal jeg ikke jamre. Jeg hører ikke til dem, der bliver hårdest ramt af efterårets infektionssygdomme; så langt fra. Influenza får jeg stort set aldrig, og jeg har ikke prøvet at være udsat for en lungebetændelse, hverken kold, varm eller lunken. Så i virkeligheden plejer jeg at slippe billigt gennem sygdomssæsonen i forhold til så mange andre. Men intet - eller i alt fald meget lidt - kan alligevel få mig til at føle mig så miserabel som en gedigen forkølelse. Den føles nærmest som en eksistentiel krise. Denne kombination af snotstoppet snydeskaft og slimblokeret hals formår simpelthen at forpeste min tilværelse, mens den står på. Og efter 63 år på denne jord har jeg stadig ikke fundet et eneste remedie, der virker. Jeg har siddet med et viskestykke om hovedet og indåndet pebermyntedampene fra en opvaskebalje fyldt med varmt vand for at skabe passage i de stoppede luftveje. Jeg har spist rugbrødsmadder med en blanding af stærk sennep, knust hvidløg og revet peberrod, og ikke oplevet andet end at traumatisere mine smagsløg alvorligt. Jeg har bællet hostesaft så hvinende sød, at mine plomber skreg om nåde. Jeg har sprøjtet mig med næsespray, til jeg fik næseblod. Jeg har gurglet hals i kvalm slimløsnende citronvand. Jeg har guffet enhver tænkelig form for hoste- og halstabletter i mig. Og lige lidt hjælper det. Min forkølelseskurve følger altid samme bane: Først er jeg halvsløj et par dage; min næse begynder at prikke og min hals at irriteres. Som regel tror jeg, at denne gang slipper jeg billigt, men så slår forkølelsen for alvor til. I et par dage føler jeg mig virkelig sløj, stoppet og varm. Så begynder jeg for alvor at hoste, og det er det værste stadie, for nu kan jeg slet ikke sove. Efter en god uges tid begynder det hele så småt at klinge af, men jeg bliver ved med at hoste den næste uges tid. Efter sådan cirka 14 dage begynder jeg at følge mig oven på igen. Træt, men nogenlunde rask. Der befinder jeg mig lige nu efter årets første - og forhåbentlig sidste - forkølelse. Hosten var slem denne gang. Rigtig slem. En overgang tænkte jeg, at det kunne være kighoste eller måske endda lungebetændelse. Det var det heldigvis ikke; det var bare en god, gammel og velkendt forkølelse, der nu er vendt tilbage, hvor den kom fra. Men uanset hvor mange gange, den kommer på besøg, vænner jeg mig aldrig til den!

Klumme

Ugens Prædiken: Hviledagen giver ydmyghed og hjælp til at nyde skønheden

Vi har indrettet vores samfund sådan, at stort set alt kan lade sig gøre alle dage i ugen. For mange af os bliver tiden mere og mere flydende. Man kan arbejde om aftenen og holde fri om morgenen. Netto har åbent til klokken 22. Og håndværkeren kan sagtens komme forbi på søndag. Det med at have en hviledag om ugen er noget gammelt noget, som vi for længst er blevet færdige med. Derfor kan det også virke helt underligt for os, når vi på denne søndag læser, at Jesus og farisæerne diskuterer, om man må gøre godt på hviledagen. Selvfølgelig må man da det! Jesus siger et andet sted, at sabbatten er til for menneskets skyld – det er ikke mennesket, der er til for sabbattens skyld. Og dermed hakker han en stor pæl igennem alle knudrede påbud om, hvad man må og ikke må, når det tilfældigvis er søndag. Så taler Jesus også på denne søndag om at ydmyge sig og indtage de ringeste pladser i stedet for de bedste. At lade andre komme til før en selv. Det er Jesus’ opfordring, som gælder alle forhold i vores liv. Og måske skal vi faktisk også være ydmyge over for sabbatten, over for hviledagen. Måske skal vi ikke bare ryste på hovedet af den gamle tanke om en ugentlig hviledag. For måske giver sådan en dag os lige præcis mulighed for at blive ydmyge mennesker. Det tror jeg, at den svenske præst og forfatter Tomas Sjödin vil give mig ret i. Han har skrevet bogen ”Det sker når du hviler”, og han bruger hele bogen til at forsvare, at vi faktisk burde støve de gamle traditioner af og holde os en hviledag om ugen. Hans påstand er, at den ene dag om ugen gør noget ved de andre dage. Han skriver sådan her: ”At glæde sig over sabbatten er at nyde skønheden i verden og se spor af Gud i hinanden.” Der kan på den måde være to formål ved rent faktisk at holde en hviledag. Det første er at gøre os opmærksomme på alle de små, vidunderlige ting, som vores tilværelse er sat sammen af. Duften af morgenkaffe i et koldt køkken, den lave sol, der kaster sin lysstribe ind på gulvet, følelsen af barnets bløde hud efter badet. Hvis vi alle dage kører i et højt tempo, opdager vi ikke den slags, men ser kun dagens mange krav. I hvilen kan vi derimod fokusere på det, der bare er, uden at vi har gjort noget for, at det skal være der. Det hjælper os til at nyde skønheden i verden, og til at være ydmyge over for vores tilværelse og den Skaber, der står bag den. Samtidig hjælper hvilen os til at se spor af Gud i medmennesket. Og det er hviledagens andet formål. På hviledagen, om søndagen, har vi mulighed for at komme i kirken og høre Guds ord, der fortæller os, at vi ikke blot er kastet tilfældigt ind i en dejlig verden. Nej, vi er sat her med det formål, at vi skal tjene Gud ved at ydmyge os over for vores medmennesker og elske dem, ligesom Gud gør. Og for overhovedet at kunne prøve på det, tror jeg, at vi har brug for hviletid. Prøv at tænke på Jesus. Han er forbilledet inden for ydmyghed og næstekærlighed. Og samtidig, ja, så var han vel egentlig lidt af en drivert, set med arbejdsomme vestjyske øjne. Som 30-årig opgav han sit gode tømrer-arbejde og begyndte i stedet at vandre om på vejene. Han underviste om nogle smukke, men ret unyttige ting. Ja, Jesus var en vandrende, unyttig mand, men måske var det netop derfor, at han kunne være så meget for så mange. Måske var det netop derfor, han gjorde så stor en forskel, at mennesker den dag i dag beder til ham i håb om, at han også vil hjælpe med at bære deres byrder. Jesus gør det på denne søndag klart, at hviledagen ikke skal være en spændetrøje af regler, der forhindrer trække vejret. For hviledagen er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Samtidig kalder Jesus til ydmyghed, til at sætte de andre før os selv. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre uden sabbatten, uden hvilen, uden roen til at være unyttig. 17. søndag efter trinitatis. Prædiketekst: Luk 14,1-11

Klumme

Konfirmationsforberedelser hører hjemme i skoletiden.

Afvigte måned begyndte konfirmationsforberedelserne i landets præstegårde igen. Skønt den som andre religiøse ritualer og højtider har en materiel side, bliver den for mange det første egentlige møde med evangelisk-luthersk tolkning af religiøsitet. Analogt med ens bryllup glemmer de færreste deres konfirmation. Dagen står for langt de fleste i lys erindring. Uagtet folkekirkens faldende medlemstal, er cirka 75 procent af befolkningen immer væk medlemmer, og heraf konfirmeres cirka 70 procent. To ting bliver hermed klart; den evangelisk-lutherske kirke er alle trossamfund hertillands kvantitativt langt overlegen, og de 70 procent, som årligt konfirmeres tilkendegiver, at ritualet både er populært og har værdi. Folkekirken har ingen grund til at stille sit lys under skæppe. Den har en helt naturligt ret til at blive set og hørt. I henhold til grundlovens kap. VIII § 71 har vi trosfrihed. Staten er magtesløs med hensyn til den enkeltes religiøse valg; det har hjemme i privatsfæren. Denne begrænsning af statens magt skal vi glæde os over, men det betyder ikke, at kirkelige anliggender kun har hjemme i det private. Troen er en privatsag, men institutionen er offentlig. I henhold til grundlovens kap. I § 4 er den evangelisk-lutherske kirke sammenfaldende med den danske folkekirke, der netop derfor - som det eneste trossamfund - understøttes af staten. Som pointeret foroven har folkekirken på grund af sit kvantitative overtag ret til synlighed; der kan med lethed også anføres juridiske argumenter for dens særstilling. Sekulariseringen er ikke fuldbyrdet; stat og kirke er knyttet til hinanden i henhold til grundloven. Desårsag har vi et kirkeministerium, som har det overordnede ansvar for økonomi, styrelse og personale. Danmark har i praksis en statskirke, men grundlovsfædrene valgte at kalde den folkekirke for at tydeliggøre, at kirken ikke var statens, men folkets. Dens forholdsvis flade struktur og senere reformer (menighedsråd) stadfæster den danske evangelisk-lutherske markante folkelige præg. Skal der peges på en institution, som kan skabe sammenhæng eller fællesskab herhjemme, står Folkekirken som noget nær den sidste sokkel i brændingen. Det bør vække til eftertanke i stat og kommune. De burde værne om den og fremme dens virke. Er det for meget for langt, så lad den i det mindste i fred. For ligesom alting har en ende, er det ganske vist, at hærskarer af lærere, fagforeningsfolk og andre kristendomsforskrækkede meningsmagere ved konfirmationsforberedelsens begyndelse år efter år i skrift og tale turer frem med, hvor ualmindeligt urimeligt det er, at skolen ifølge folkeskolelovens § 53 skal stille en meget lille del af skoletiden i enten 7. eller 8. klasse til rådighed for konfirmationsforberedelse, og tilmed morgentimerne. Siden 2013 har jammerkoret fået tilført forstærket ammunition, da de superkloge Djøf’er glemte at tage højde for den sag. Det har antændt uværdig ballade i en del kommuner. Sådan også i år, hvor de radikale drev fedtspil over for sin potentielle vælgerskare, folkeskolelærerne, da deres landsmøde på Nyborg Strand vedtog en beslutning om at fjerne konfirmationsforberedelserne fra skoletiden. Dette årlige cirkus er ubærligt at bevidne. Konfirmationsforberedelse i skoletiden er et ensomt tegn på, at stat og kirke ikke er adskilt. Skulle medlemstallet af folkekirken falde til under 50 procent, har majoritetskirken de facto mistet sin stilling som det førende trossamfund, der kan tilkomme statsstøtte. Men der er vi langt fra endnu.

Annonce
Læserbrev

Det ellevte bud til de kristelige: Hold jer til sandheden

Læserbrev: Kristelig Arbejdsgiverforening, KA, bruger i øjeblikket store ressourcer på at svine 3F til i pressen i forbindelse med Lauge Bonde-sagen, som er afsluttet for længst. KA-direktør Karsten Høgild forsøger i læserbrev efter læserbrev at bilde de sagesløse læsere ind, at KA’s overenskomst er bedre end 3F’s overenskomst. Det er naturligvis ikke rigtigt, hvilket jeg skal vende tilbage til. Bagtanken med Høgilds bombastiske tordenskrald mod 3F er da heller ikke en diskussion om de konkrete overenskomster. Direktørens udfald handler om et klokkeklart angreb på den danske model. Høgild vil nemlig ikke have, at andre og bedre overenskomster udkonkurrerer hans egen, selv om det er til gavn for medarbejderne. Høgild vil have omsætning i sin egen fag-forretning, og så går han på barrikaderne med usande påstande om konkurrenterne, som jo er os i 3F. Lad os alligevel starte med nogle af de urigtige påstande om overenskomsterne i det seneste indlæg her i avisen. Pensionsbidraget er mindre i 3F’s overenskomst end i KA’s, skriver Høgild. Men sandheden er, at man som lønmodtager får flere kroner på sin pensionsopsparing ved at være på 3F-overenskomst end ved en KA-overenskomst. Det procentvise pensionsbidrag er ganske vist højere hos KA end hos 3F, men pensionsgrundlaget er væsentligt højere hos 3F end hos KA, fordi man blandt andet ikke får pension af feriepengene hos KA. Det gør man hos 3F. Så skriver Karsten Høgild, at man ikke får del i KA’s seniorlivs-ordning i 3F’s overenskomst. Nej, det gør man naturligvis ikke. Man får del i 3F’s seniorordning, som giver præcis de samme muligheder som KA’s ordning. På mange andre områder er 3F’s overenskomster bedre end KA’s. 3Fs søgne- og helligdagsbetaling ligger på 9,9 procent, hvor den kun ligger på 4,0 procent hos KA. Vi har ret til barns anden sygedag, indtil barnet fylder 14 år, hvor KA-overenskomsten kun giver ret til en enkelt sygedag, indtil barnet fylder 12. 3F’ere har ret til at arbejde på akkord, hvilket ikke er en del af KA-overenskomsten, og det betyder, at vores priskuranter – prislister – giver en gennemsnitsløn i byggeriet på 197 kroner i timen. Sandheden er, at 3F’s overenskomster er bedre eller mindst på højde med KA’s, hvilket Karsten Høgild udmærket er klar over. Direktørens ærinde er da heller ikke som tidligere nævnt at diskutere de konkrete overenskomster, men at forsøge at få politikerne til at udelukke, at andre og bedre overenskomster – for eksempel 3F’s – fortsat kan konflikte for at danne et fælles minimumsgrundlag for løn og arbejdsforhold. Vi er tidligere inden for byggeriet blevet stillet overfor et krav om at anerkende italienske og polske overenskomster, hvilket naturligvis er meningsløst. Hvis Karsten Høgild får det, som han ønsker, så vil vi være afskåret fra at kræve overenskomst, med de anstændige forhold, som de mest repræsentative parter på arbejdsmarkedet er blevet enige om. Og dermed vil der være åbnet for en stor glidebane af forringede forhold, som ingen af de virksomheder, der er omfattet af vores overenskomster, kan konkurrere med. Så når Karsten Høgild under dække af ”ordentlighed” er enig med os i, at vi skal passe på den danske model, så er det i virkeligheden som rebet, der støtter den hængte. Formålet er det, som altid har Kristelig Arbejdsgiverforenings formål: At svække dansk fagbevægelse, så det ligeværdige forhold mellem arbejdsgivere og lønmodtagere ødelægges. Det ligeværdige forhold kan nemlig kun opretholdes, når man ikke kan spille den ene overenskomst ud mod den anden – det er den eneste måde, vi kan sikre et fælles grundlag for løn og arbejdsforhold på.

Læserbrev

Knusning af gamle gravsten ved No kirke: Har vi ikke råd til minder?

Læserbrev: For en tid siden var der en artikel i Dagbladet, der omhandlede menighedsrådets beslutning om at knuse de gamle gravsten fra lapidarium ved No kirke. Det kan vel undre, at én udefra blander sig. Når man er født i No, døbt og konfirmeret i No kirke og ens nærmeste slægtninge ligger begravet på kirkegården der, er det vel naturligt, at man har lidt interesse i, hvad der foregår. Det er vist 65 år siden, jeg flyttede fra sognet, så det er vel på kirkegården og dens lapidarium, jeg kender de fleste No-boer, og jeg nyder at gå en tur der og mindes dem. Det er af sparehensyn, at stenene skal knuses. Nu er jeg ikke klar over, er det helt gratis, at få alle de tunge sten læsset og transporteret til knuseren og endelig få dem knust? No kirke har et dejligt lapidarie-område i forbindelse med kirkegården. Med det grej, der findes i dag, var det en let opgave at lave små diger, hvor gravstenene kunne ligge lidt skråt imod, så de ikke væltede. Med pyntegrus med fibernet under kunne sådan et anlæg være næsten vedligeholdelsesfrit, det behøver ikke koste 1000 kroner per sten. Nu skal de fotograferes og ligge i et album i kirken; når man ved, hvor hurtigt billeder bliver dårlige og værdiløse, synes jeg, det er en dårlig løsning. Sten ændrer sig ikke i 1000 år. Jamen, folk kan jo bare hente stenene hjem. Nu er det sådan, at den største del af befolkningen bor i byerne og en del i højhuse, de har jo ikke den mulighed. Hvorfor skal mindestenene over de døde ikke være i nærheden af, hvor de er begravet? Da jeg sad i menighedsrådet, regnede vi præst og biskop for gejstlige øvrighedspersoner, som man lyttede til i kirkelige henseender. Kirkegårdene er vel til for, at vi her kan mindes vore døde, og ikke for at de skal glemmes hurtigst muligt. Vi skal passe på i vore landsogne, hvor befolkningstallet daler, at vi ikke gør kirkegårdene til tomme og kedelige områder ved at fjerne gravstenene hurtigst muligt, når gravfreden udløber. Vi har vel her den korteste fredningstid for vore døde, modsat jøder, muslimer og en del buddhistiske lande, hvor gravfreden er evig. Vi bruger vel årligt 40 milliarder kroner på indvandrere og bekvemmelighedsflygtninge plus en del i u-landshjælp, og det er også helt i orden, men kan vi så ikke få råd til at mindes den sidste par generationer på kirkegårdene? Det er dem, som ved deres flid og arbejdsomhed er skyld i, at vi i dag lever i et velfærdssamfund.

Læserbrev

Vi føler os som gidsler for 3F: Stop jagten på ordentlige danske virksomheder

Læserbrev: Her hos Lauge Bonde ApS har vi de seneste uger været meget omtalt i medierne. Det er normalt ikke noget vi går efter, men i denne situation føler vi os nødsaget til at få vores sag - og sandheden omkring den - frem i offentligheden. Dagbladet Ringkøbing-Skjern har på sandfærdig måde beskrevet sagen, både med udtalelser fra vore medarbejdere og os som virksomhed, fra KA som arbejdsgiverforening og fra 3F. Derudover har Dagbladet også beskrevet historien bag 3F’s urimelige magtmisbrug i forhold til en gammel aftale (ikke lov!) fra 1899. Vi - medarbejdere og virksomhed - føler os som ”gidsler”, fanget i 3F’s urimelige magtmisbrug og magtarrogance. Kunne vi betale en ”løsesum” for at komme fri, gjorde vi det gerne! Gennem de 18 år vi har haft overenskomst med KA, er vi flere gange blevet kontaktet af den lokale 3F-afdeling, som kunne se, at vi ingen overenskomst havde med dem. Når vi så fortalte, at vi rent faktisk havde en overenskomst, som vi var meget godt tilfredse med ved KA, så svarede de hver gang: ”Nå, men så er I jo organiseret og har ordnede forhold. Så skal I bare vide, vi er der, hvis I skulle få lyst at skifte engang”. Det respekterede vi. 3F kom med et tilbud, vi takkede pænt nej, og så har vi i 18 år levet i fordragelighed og med respekt til hinanden. Vi har dygtige og ansvarsfulde medarbejdere, som alle yder deres bedste hver dag. Alle har mulighed for at udvikle sig via kurser og lignende, som vi i virksomheden selv betaler for uden at skulle søge diverse fonde om midler. Medarbejdere og virksomhed er ikke ”dem og os”, vi er et hold, som i fællesskab løser de arbejdsopgaver, vi påtager os. Vi kan tale, lytte og samarbejde med hinanden uanset alder, uddannelse, tro, fagforening og så videre. Vi kan lide at være sammen med hinanden på arbejdspladsen, men også i fritiden, når der er firmaarrangementer – ligegyldigt om det er medarbejdere eller virksomhed, der står som arrangør. Vi har heller aldrig interesseret os for, om de virksomheder, vi samarbejder med, har haft overenskomst med 3F, KA eller om de slet ikke har været organiseret. Det er deres eget valg, og det kommer ikke os ved. Vi har arbejdsopgaver, som skal løses på bedst mulige måde, og det kan vi fint finde ud af sammen, uanset hvilken overenskomst / forening, vi hver især står i. For øvrigt kan jeg oplyse, at vi kun samarbejder med ordentlige danske virksomheder! Det samme gælder vore medarbejdere. Indtil al balladen med 3F nu her, har vi ikke vidst noget som helst om, hvor og om vore medarbejdere stod i en fagforening. Det er for os en privat sag, og det kommer ikke os ved. Inden vi ansætter en medarbejder, bliver han orienteret om, at vi har overenskomst med KA, og hvilke ordnede forhold det giver ham. Det skriver medarbejderen selv under på i ansættelsesaftalen, når han starter i virksomheden - uden tvang fra nogen. Jeg kan for øvrigt oplyse, at vi aldrig har haft svært ved at få medarbejdere og ej heller lærlinge! Vi accepterer og respekterer virksomheder og medarbejdere, der selv har valgt at samarbejde med 3F og deres overenskomst. Vi forlanger bare, at 3F skal gøre det samme, altså acceptere og respektere virksomheder og medarbejdere, der selv har valgt at samarbejde med andre Arbejdsgiverforeninger eller fagforeninger. Det vigtigste må da være, at vi er organiseret og følger en anerkendt og lovlig dansk overenskomst. Derfor, 3F: Stop jeres jagt på ordentlige og ansvarsfulde danske virksomheder - som for øvrigt med glæde bidrager til det gode velfærdssamfund, vi alle nyder godt af i Danmark i 2019.

Annonce
Læserbrev

Klima. Giv de lokale spildevandsselskaber lov til at stoppe oversvømmelser

Debat: I øjeblikket står vi i en situation, hvor regler forhindrer, at de lokale spildevandsselskaber i Midt- og Vestjylland kan gennemføre klimaprojekter, der kan være med til at forhindre, at skybrud og stormflod oversvømmer vores bygninger, boliger og veje. Siden 2016 har det været et krav, at kommunerne skal være med til at finansiere 25 procent af udgifterne til klimaprojekter med overfladeløsninger som for eksempel opsamlingsbassiner, kanaler og vandreservoir. I praksis har det kommunale medfinansieringskrav den konsekvens, at der stort set ikke længere bliver vedtaget nye klimaprojekter. Heller ikke selvom det koster en fjerdedel i forhold til at udskifte kloakrør og bygge underjordiske bassiner. Fordi nogle kommuner mangler penge, mens andre på grund af det kommunale anlægsloft ikke kan få lov at bruge pengene, må vandselskaberne nøjes med at vedligeholde det eksisterende kloaknet, selvom det ikke er nok til at stoppe vandet. Samtidig må spildevandselskaberne heller ikke bekæmpe stormflod, selvom løsningen ofte hænger sammen med det øvrige kloaknet og overfladeløsninger. Før der kom et krav om, at kommunerne skulle betale en del af regningen, blev der hvert år godkendt klimasikringsprojekter i kommunerne for 300 til 400 millioner kroner. Efter stramningen er der kun en håndfuld forhåndsgodkendelser, og de planlagte projekter udgør under en tiendedel af det tidligere niveau. Kære politikere på Christiansborg: Der er brug for, at vi stopper vandet og gør oversvømmede veje og vand i kælderen til en sjælden gæst. Fjern det kommunale krav om medfinansiering, og giv spildevandsselskaberne flere muligheder for at investere i de løsninger, der både er de billigste og bedste.

Læserbrev

Løse påstande fra 3F: Lauge Bonde-sagen handler om tvang

Læserbrev: Lauge Bonde-sagen er en ualmindelig dårlig sag for 3F. Er man i tvivl, skal man bare læse 3F-næstformand Palle Bisgaards indlæg i Dagbladet forleden. Bisgaard skyder om sig med løse påstande om KA og Lauge Bonde ApS, og det må være ud fra devisen, at hvis man skyder efter alt, der bevæger sig, så rammer man måske noget. Men det eneste, Palle Bisgaard rammer, er sine egne fødder. For det første skriver han, at 3F prøver at skabe bedre løn og arbejdsforhold for medarbejderne. Det lyder sympatisk, men hvis det var 3Fs motiver i den konkrete sag, så burde fagforbundet have holdt sig langt væk fra Lauge Bonde. Den nye 3F-overenskomst stiller nemlig medarbejderne ringere på en række områder. Dagbladet har tidligere opridset forskellene, men lad os tage et par af dem: Pensionsbidraget er mindre i 3Fs overenskomst, dækningen under sygdom er lavere. Dækningen ved tab af erhvervsevne forringes med 3Fs overenskomst, mens muligheden for at benytte ordningen ”Fleksibelt seniorliv”, som findes i overenskomsten mellem KA og Det Faglige Hus, forsvinder. Længere nede i sit indlæg fastslår Palle Bisgaard, at det er meget bedre for medarbejderne at have en overenskomst end en lokalaftale. Jeg er enig, men Bisgaards pointe er med al tydelighed ikke sivet ud i alle afkroge af 3F-systemet, fordi når det er blevet fremført, at 3F-overenskomsten stiller medarbejderne dårligere på en række områder, så har 3Fs modargument igen og igen lydt: Jamen, så kan man da bare lave en lokalaftale. Det udsagn står i skærende kontrast til Palle Bisgaards melding. Palle Bisgaard skriver, at Lauge Bonde-sagen handler om, at vi i KA prøver at lave købmandskab ud af den danske model. Sludder. Sagen handler om tvang. Hverken medarbejdere eller ledelse hos Lauge Bonde har bedt om en 3F-overenskomst, men virksomheden havde ikke noget valg. Sagde man nej til 3F, ville det resultere i en sympatikonflikt, som ville lamme de projekter, hvor virksomheden er underleverandør for andre firmaer. Det ville koste 75 procent af omsætningen og betyde et farvel til hovedparten af de 30 medarbejdere. Jeg er enig med Palle Bisgaard i, at vi skal passe på den danske model. Men det forudsætter ordentlighed på begge sider af bordet. Jeg må bare sige, at 3Fs opførsel i Lauge Bonde-sagen, lufthavns-sagen og mange andre sager på ingen måde rimer på ordentlighed. Jeg begriber ikke, hvorfor 3F har så travlt med at jagte virksomheder, der har overenskomst og ordnede forhold. Brug dog krudtet de steder, hvor der er noget at komme efter, i stedet for at tromle frem som et magtmonopol.

Læserbrev

Tak Carsten Holm Ørskov - sikke en politisk gave!

Læserbrev: Hvor er det fantastisk at bo i en by, hvor borgere kærer sig om udviklingen, og om, hvordan borgernes skattekroner anvendes bedst muligt i en benhård prioritering, med et voldsomt behov for besparelser på alle områder! Det er Carsten Holm Ørskov et eksempel på. Det var med stor glæde, at jeg læste artiklen om det gamle rådhus i Skjern i søndagsudgaven. Tænk, at vi har et byråd, der lige pludselig står med så mange muligheder, som den grund og bygning giver. Det kan kun blive en win-win situation for alle. Man kan læse, at en COWI rapport fra 2015 peger på, at grunden/bygningen kan opdateres, så ansatte kan få opdaterede arbejdspladser i midtbyen, endda flere, end der eksisterer i dag. Samtidig er der plads til at udvide i både højde og længde på grunden, så der kan tænkes helt nye funktioner ind, som kan gavne byens handel og liv. Måske et besøgscenter for turister med et længe savnet turistkontor i midtbyen, og det hele kan ske uden behov for genhusning! Hvis der er behov for flere lejligheder, kan en etage måske også udmatrikuleres til det. Det giver rigtig meget mening at få lavet beregninger på forskellige scenarier, det må da være en politisk gave at få flere valgmuligheder, så man er sikker på, at man bruger borgernes penge på det helt rigtige, som også understøtter det liv og den handel, som midtbyen i dag bærer præg af!

Læserbrev

Finanslov: Angreb på de frie skoler

Læserbrev: Statsminister Mette Frederiksen gik til valg på at være ”Børnenes statsminister”. Det er jo positivt. Men det gælder åbenbart ikke for de 121.000 børn på fri- og privatskolerne overalt i Danmark. S-regeringen har netop fremlagt et finanslovsforslag, hvor de vil skære i tilskuddet til fri- og privatskolerne med 300 millioner kroner om året. Det kommer til at gøre rigtig ondt på mange små friskoler – og på landsbysamfund. Det kan true op til 100 skoler over hele landet med lukning, koste op til 3.000 kroner i øget forældrebetaling pr. elev eller betyde fyring af personale. Venstre vil fastholde støtten til de frie skoler og sikre, at vi fortsat kan have frie skoler i hele landet. Vi har i flere omgange stået i spidsen for at styrke de frie skoler. Vi har øget støtten til de frie grundskoler – den såkaldte koblingsprocent - fra 71 procent til 76 procent, så forældre har endnu bedre mulighed for at vælge en friskole uanset indkomst. Og vi har for nylig sikret mere frihed til de frie skoler, så de har endnu bedre muligheder for at skabe flere og mere mangfoldige skoletilbud i hele landet. Også i landdistrikterne. Nu vil S åbenbart gøre livet surt for de forældre, der formaster sig til at benytte sig af det frie valg. Det er den helt forkerte vej at gå. Og det vil jeg kæmpe imod. Længe leve det frie valg!

Læserbrev

Jagt. Der er grund til lidt fakta i hjortevildtdebatten

Læserbrev: Der har efterhånden indsneget sig så mange usandheder i debatten om arealkrav i forhold til jagt på kronhjorte, at der kan være grund til berigtigelser: Pressemeddelelsen fra medlemmer af Hjortevildtgruppe Vestjylland, udsendt 23. september 2019, er ikke sendt til miljøministeren, men til de berørte organisationer og nogle vestjyske dagblade. Der er således ikke gjort noget forsøg på at gå uden om den sædvanlige kommandovej. Postulatet om at pressemeddelelsen skulle være sendt til ministeren er formentlig frit opfundet af formanden for Hjortevildtgruppe Vestjylland, Jakob Boni Jakobsen. Pressemeddelelsen er ikke udsendt bag om ryggen på formanden. Han ville bare ikke være med, hvilket måske er forståeligt set i lyset af Danmarks Jægerforbunds holdning til arealkravet. To af hjortevildtgruppens medlemmer kontaktede ham for at tilpasse teksten og få ham med, men blev afvist. Hjortevildtgruppe Vestjylland har ikke planlagt noget offentligt møde i dette efterår. Der er således ikke tale om at aflyse et af hjortevildtgruppen planlagt møde. Postulatet om at ville holde et offentligt stormøde må alene tilskrives Jakob Boni Jakobsen, hvilket han naturligvis kan gøre i sit eget regi, men ikke på vegne af hjortevildtgruppen og ikke med mødeudgifter betalt af staten. Pressemeddelelsens hovedformål var at opfordre de vestjyske kronvildtjægere til at efterleve ”De Jagtetiske Regler for Kronvildt”. Der var konstateret alvorlige brud på disse regler, og det står i hjortevildtgruppernes kommissorium, at de skal agere derpå, hvilket vi blandt andet gjorde med den udsendte pressemeddelelse. En af rettesnorene for en etisk afskydning af kronhjorte kan være de foreslåede max 1 hjort pr påbegyndt 100 hektar. Dette medfører ingen begrænsninger for afskydning af hinder og ikke mindst af kalve, der har en meget lang jagttid. Forslaget om arealbegrænsning har således en stærkt begrænset indflydelse på størrelsen af kronvildtbestanden, og er af minimal betydning for det store flertal af kronvildtjægere, der helt naturligt efterlever ”De Jagtetiske Regler for Kronvildt”.

Læserbrev

Fra håb til handling: Historiens grønneste finanslov

Læserbrev: Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Det er et ambitiøst mål, som alle minus Nye Borgerlige nu støtter. Vi er den første generation, som mærker forandringerne i klimaet, men vi kan gøre noget ved det. Mandag fremlagde vi radikale vores bud på en finanslov. Vi skal nå omkring 19 procentpoint for at nå de 70 procent i 2030. Med vores udspil tager vi de første 7 procent. Det er en ganske stor bid, vi vil tage allerede i 2020. Især har vi lyttet til landbruget, som sammen med Danmarks Naturfredningsforening har foreslået, at staten opkøber mindre gode jorde. Det vil medføre, at landbruget kan dyrke de robuste jorde mere intensivt, mens vi kan skabe mere natur og ophobe CO2 på de sårbare jorde, som staten køber ud af landbrugsdrift. Udtagning er landbrugsjord er en helt central brik i omstilling af landbruget, og vi afsætter nu en lille milliard til det. Også transporten vil vi omstille grønt. Det gør vi ved at fastholde lave afgifter på biler på vedvarende energi. Og ved at afsætte penge til, at det offentlige skal indkøbe flåder på vedvarende energi. Det kunne være skraldebiler, busser mv. Det koster lidt mere til en start, og det bør staten finansiere. Folketingsvalget bragte håb om grøn omstilling. Nu skal det håb blive til handling.

Læserbrev

Begrebsforvirring: Tilstandsrapport er ikke nødvendig

Læserbrev: I et læserbrev mandag undrer Magnus Kolby sig over, at jeg ikke mener, det er nødvendigt med en tilstandsrapport på rådhuset i Skjern - inden byrådet eventuelt træffer beslutning om en udflytning af administrationen til Innovest. Jeg tror der er tale om lidt begrebsforvirring i denne sag. Dagbladet spørger mig, om der er udført en tilstandsrapport på bygningen. Det er der ikke. Og det mener jeg faktisk heller ikke er nødvendig. Der er udarbejdet en rapport af COWI i 2015, der beskriver omkostningerne ved en ændret indretning af rådhuset i Skjern. COWI vurderer dette projekt til at koste 11,6 millioner. Det er dette beløb, der ligger til grund for en overvejelse om at udflytte administrationen til Innovest. I sagsfremstillingen er omkostningen opgjort til 10 millioner kroner, hvilket må siges at være et forsigtigt skøn, når COWI har beregnet det til 11,6 millioner. I rapporten er der alene taget stilling til en ændret indretning af en heraf følgende nødvendig renovering. Der er ikke udarbejdet en egentlig tilstandsrapport. Yderligere renovering af bygningen, vil således gøre projektet endnu dyrere - og ville faktisk yderligere bidrage til argumentationen for en udflytning af administrationen. Beslutning herom tages senere af byrådet.

Læserbrev

Opråb til unge: Skift fjumreår ud med faglighed

Læserbrev: Alt for mange midtjyske unge spilder tre år af deres liv på en studentereksamen, de alligevel ender med ikke at bruge til noget. Det er tid til at sætte mere fokus på erhvervsuddannelserne allerede i folkeskolen og droppe den gymnasiale vanetænkning. Der har aldrig været flere forskellige valgmuligheder for midtjyske unge, som står overfor at skulle vælge den videre uddannelsesvej, når tiden i folkeskolen lakker mod enden. Men samtidig har det aldrig været mere uoverskueligt at finde ud af, hvor man skal søge hen. Måske er det derfor, så mange unge vælger den slagne vej på gymnasiet, for ”så har man i hvert fald tre år mere til at tænke over tingene”. Konsekvensen er, at alt for mange unge ender med en studentereksamen, de ikke aner, hvad de skal bruge til. Nye tal fra Undervisningsministeriet viser da også, at hele 25 procent af de midtjyske unge stadig ikke var startet på en videregående uddannelse 27 måneder efter, de havde fået studenterhuen på hovedet. Og for nylig viste tal fra Danmarks Statistik, at rekordmange unge var i gang med deres tredje sabbatår efter gymnasiet – vel at mærke på et tidspunkt, hvor Danmark sukker efter faglært arbejdskraft. Forklaringerne kan naturligvis være mange, men noget tyder på, at de unge simpelthen ikke var målrettede nok, da de, måske af ren vanetænkning, valgte gymnasiet. Der er med andre ord brug for at forbedre uddannelsesvejledningen ude i folkeskolens afgangsklasser, så eleverne får et mere nuanceret indblik i de mange muligheder, erhvervsskolerne har at byde på. For i sidste ende er der brug for, at flere midtjyske unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse i stedet for at sætte kursen direkte mod gymnasierne, yderligere uddannelsesforvirring og en overhængende risiko for at ende i ledighed eller i et ufaglært job efter tre års skolemæssigt tidsspilde. Med en erhvervsuddannelse får man en målrettet karrierevej, løn under uddannelse og rigtig gode jobmuligheder efterfølgende. Men hvis de unge (og deres forældre) skal overbevises om fornuften i at droppe den gymnasiale vanetænkning, kræver det naturligvis, at de kender til erhvervsuddannelserne og deres indhold. Og her har vi tilsyneladende lang vej igen. Samtidig er der brug for, at både de enkelte brancheorganisationer og ikke mindst kommunerne styrker indsatsen for at ”indfange” de mange unge, der står med en studenterhue, de ikke aner, hvad de skal bruge til. Vi skal også her styrke vejledningen hen mod erhvervsuddannelserne, hvor der i høj grad er brug for bogligt dygtige unge, som er i stand til at kombinere teori og praksis, så de bl.a. kan stå i spidsen for den teknologiske udvikling. Derfor kære unge, forældre og uddannelsesvejledere: Åbn øjnene, og vend blikket mod erhvervsuddannelserne. Og til dig, der er på vej mod endnu et ”fjumreår”: Overvej, om det ikke ville være en idé at erstatte fjumreår med faglig fordybelse og en målrettet erhvervsuddannelse, der sender dig sikkert ind i fremtiden.

Læserbrev

Indflydelse fra Vestkysten: Beskyt børnene helt fra livets begyndelse

Læserbrev: Den forløbne valgkamps erfaringer bør huskes af vælgerne i kommende valgkampe. Annoncen ”Et stærkt Træk for reel indflydelse.” af borgmester og viceborgmester i RingkøbingSkjern kommune om at stemme S eller V holdt ikke. Havde de nøjedes med at fremføre deres partiers politik, havde Kristendemokraterne i denne tid - via et kredsmandat og tillægsmandater – formentlig kunne føre deres familie- og menneskevenlige politik her fra Vestkysten til Christiansborg - som I. C. Christensen og Christian Christensen gjorde det. Det kan de andre partier ikke. Mette Frederiksen har slået sig op på, at hun vil være ”børnenes statsminister,” men det gælder for hende ikke de første 12 uger af deres liv. Hvem har hørt et eneste ord fra hende om, at beskytte børnene fra deres livs begyndelse? Det til trods for, at det er et meget alvorligt problem, at den danske befolkning formindskes, idet 2 voksne kun får 1,7 børn i gennemsnit. Det betyder, at befolkningen minimeres til 5,1 million fra 6 millioner over tid. Det var kun Kristendemokraterne, der gik til valg på at ville nedbringe aborttallet. Uden fordømmelse og med tilbud om at hjælpe. Her har Venstre også svigtet. Kristian Jensen svigtede folkets fremtid ved at meddele mig, at han var tilhænger af såkaldt ’fri abort.’ Det samme gjorde og gør Dansk Folkeparti. Skønt de har villet, at det skulle stå i regeringens grundlag, at ”Danmark er et kristent land,” så har de svigtet den nærmeste næste, som for enhver moder er hendes vordende barn. Det er ikke kristent at føre angrebskrig mod ufødte - og i fjerne lande. Den augsburgske Bekendelse, som præsterne i DF har aflagt præsteløfte på, tillader kun at ”føre retfærdige forsvarskrige.” At de samme præster uforbeholdent har anbefalet Luthers skrift ”Om jøderne…” med de kriminelle forslag til at true jøderne på livet – og at Dansk Folkeparti ikke har taget afstand fra dette - viser, at dette parti ikke derved kan give en god indflydelse til vort folkestyre.

Klumme

Ugens Prædiken: Menneskers sorg og menneskers håb

”Jeg ville ønske, at min sag blev skrevet ned. Den skulle nedfældes i en bog eller hugges ud med mejsel, så det stod skrevet på klippen for evigt. For selv ved jeg godt, at den, der kan redde mig, lever, og at han til sidst vil gribe ind. Selvom min hud og mit kød forsvinder, vil jeg alligevel få Gud at se! Jeg skal se ham med mine egne øjne, og han vil ikke være en fremmed.” Jobs Bog 19,23-27a I en ukendt fortid – for 2-3000 år siden – forsøgte et menneske at binde sin fortvivlelse og sit håb til et stykke papir. Han ønskede, at tiden aldrig skulle lukke munden på ham. Allerhelst skulle ordene mejsles i sten. Som en protest, der ikke kunne glemmes. Som et håb, der ikke ville dø. Papir er et skrøbeligt materiale. Af de bogruller, bøger og biblioteker, som har været dengang, er næsten intet tilbage. Kun hvis nogen tog sig den udgift og ulejlighed at skrive ordene af, havde de en chance for at overleve. Men fortællingen om en mand, der hed Job og boede i Us, kan læses den dag i dag. En forfatter forsøger at finde mening midt i stor modgang, et menneske vil ikke bringes til tavshed. Han klager sin nød i kor med andre klagesalmer. Gud er nødt til at vide om os. Gud er nødt til at være et sted. Gud vil ikke være en fremmed. Papir er forgængeligt materiale; men Jobs bog har givet stemme til menneskers ulykke og holdt håbet i live, der hvor ordene slap op, og alt var håbløst. Ordene blev ikke mejslet i sten, men de gav genlyd i menneskeskæbner og blev båret videre gennem generationer. Det kunne være den kvinde, som gik forrest i ligtoget på vej ud af landsbyen Nain. Evangelisten Lukas opridser hendes skæbne i få ord. Hun var enke. Det var hendes eneste søn. Resten kan vi tænke os til. Socialt udsat og alene i en verden, hvor der måske ikke længere var nogen, som elskede hende, eller nogen, hun havde at leve for. Mødet mellem Jesus og enken bliver beskrevet som et sammenstød. Jeg læste teksten i selskab med en konfirmand, og Rikke mindede mig om, at sammenstød ofte sker, når vi ikke er opmærksomme i trafikken. Oversigtsforholdene har heller været ikke for gode. Jesus kom med et stort følge af disciple og tilhængere og nysgerrige fra verden udenfor og skulle ind gennem byporten. Ligfølget kom talstærkt inde fra landsbyen. De skulle ud til gravene uden for bymuren. De to menneskemængder gik efter hver sit landkort. Begge hold var optaget af deres eget. De bevægede sig fremad med ørerne fulde af hver sin larm. Og så stod de dér. Det er nærmest umuligt at bevare orienteringen, når det uventede sammenstød sker; men min konfirmand var hurtig i opfattelsen. Kernen i den historie er, at Gud mødte en enke. Og det er jo også den konklusion, forfatteren og alle omkringstående drager: Gud har besøgt sit folk. Han har set hende, hun har set ham, og han var ikke en fremmed. Dødeopvækkelsen understreger, at Jesus er her som Gud. Men det er jo ikke, fordi den unge mand ellers får den store opmærksomhed. Jesus holder båren tilbage, men rører ham ikke. ”Unge mand, Op med dig!” Den døde var åbenbart ikke at ynke. Det er de levende, som skal leve med døden. Den unge mand var forbi det punkt, hvor døden var noget at frygte. Nu blev han hentet tilbage og overgivet til sin mor. Vi kunne indvende, at det var et engangsfænomen. Andre fik ikke deres døde tilbage. Men beretningen om enken i Nain kaster lys på vores fælles sorg og nærer et håb, der ikke vil dø. Guds kærlighed rækker længere, end noget menneske kan se. Teksten til 16. søndag efter Trinitatis 2019 er Lukasevangeliet 17,11-17

Læserbrev

Tilladelse til syv kæmpevindmøller: Jeg er rystet i min grundvold

Læserbrev: For at sige og skrive det ligeud, er jeg rystet i min grundvold over, at kommunalbestyrelsen i Herning intet har lært af fortidens synder. Her tænker jeg på, at vindmølleindustrien igen får tilladelse til at opføre syv kæmpevindmøller klos op ad minkfarme, nu i Aulum-Tvis området. Som en flok nikkedukker har de folkevalgte igen ladet sig besnære af vindmølleindustriens lakajer i dette tilfælde virksomheden ”Vindteam” i Holstebro, der står bag projektet. En tilsvarende kommunalbestyrelse i Holstebro har også total ukritisk nikket ja til projektet, uden skelen til minkfarmernes argumenter og protester. Absolut intet har lokale politikere således lært af de menneskelige pinsler, minkavler Kaj Bank Olesen blev udsat for, da der i 2013 blev givet tilladelse til, at fire kæmpevindmøller blev sat i drift ved hans minkfarm tæt ved Abildå. I de efterfølgende 5 år oplevede han gentagne gange, når vindmøllerne skiftede støjniveau, at minktæverne gik amok og mishandlede samt bed utallige af deres unger ihjel. I årene derefter begyndte minktæverne at føde i tusindvis af døde og misdannede unger. Det blev til et uhyrligt menneskeligt mareridt for Kaj Bank, og tusindvis af mink blev udsat for dyremishandling af værste skuffe, uden at myndighederne ”turde” gribe ind. Sidste år kort før jul måtte Kaj give op, og se sit livsværk knust. Efter 23 år i Herning Kommunes bestyrelse, sagde jeg stop i 2017, hvor jeg ikke genopstillede for socialdemokraterne. I årene op til 2013 og efterfølgende var jeg den eneste af de folkevalgte, der gentagne gange besøgte Kaj Bank Olesen og ved selvsyn kunne konstatere, hvad hans mink og familie var udsat for. Hele Hernings kommunalbestyrelse er gentagne gange i ord, på skrift og med billeder, blevet orienteret om de forekomne dyremishandlinger på Kaj Banks minkfarm. Hvor må der være mange i kommunens bestyrelse med borgmester Lars Krarup i spidsen, der må sidde tilbage med dårlig samvittighed og ikke eksisterende dømmekraft. Altså hvis man overhovedet er i besiddelse af samvittighed, når det gælder leflen og underdanig adfærd overfor vindmølleindustrien. Et erhverv, der med yderst tvivlsomme støjmålinger og total overvurderet teknologisk tryghed, kan bilde folk og fæ alverdens løgne og bedrag på ærmet i den grønne omstillings hellige navn. Ja ussel mammon har altid været livretten i vores såkaldte velfærdssamfund! Ja, jeg går ind for grøn energi og vindmøller, men respekten for mennesker og dyr burde være hjørnestenen i et demokrati, hvor de lokale politikere lever og ånder i de nære samfund. Ved at placere sig i en kommunes bestyrelse må man forvente, at alle lever op til både ansvar og anstændighed. Vel at mærke uanset politisk overbevisning!

Læserbrev

Kære Søren Elbæk - det kan du da ikke mene?

Læserbrev: Elbæk tvivler på det fornuftige i at få udarbejdet bygningsgennemgang af det gamle rådhus i Skjern! Det er flot at have den holdning Søren – bare sanere uden først at undersøge, om det nu også er den mest fornuftige løsning. Det kan du da ikke mene? Jeg tager ikke parti for bevaring af det gamle rådhus contra bygning af Inovest 2 , men du skriver ”vi er meget påpasselige, når vi bruger borgernes penge” – det kan jeg ikke få til at stemme overens med din holdning til manglende tilbundsgående beslutningsgrundlag. Du må være meget forstandig på byggeri, når du også stiller spørgsmål ved COWI-rapporten fra 2015. Jeg mener at vide, at COWI er et meget anerkendt og velrenommeret rådgivningsfirma – mon ikke vi bør tillægge deres vurdering en vis værdi? Jeg forstår godt de handlende i Skjern er bange for udviklingen, hvis alle serviceorganer flytter ud på den anden side Ringvejen – det vil helt klart give et grimt ”hul” i handelslivet og samtidig skabe problemer for de ældre borgere, der ikke længere er selvtransporterende. At opførelse af lejligheder er selvfølgelig en mulighed, men jeg tvivler på der kan findes investorer med baggrund i artikler i Dagbladet Børsen hvoraf fremgår, at opførelse af lejeboliger/ejerboliger er blevet overvurderet og nu stort set gået i stå. I flere byer står lejemål tomme, og bygherrerne tilbyder gratis husleje i flere måneder/år blot for at få dem besat og derved få dækket omkostninger til lys/varme. Jeg synes det er tanker der er værd at have med i baghovedet. Du og dine byrådskolleger bør genoverveje denne sag meget nøje, hvis I fortsat vil nyde borgernes tillid til de beslutninger, der træffes fremadrettet.

Læserbrev

Aflastningssted: - Vi føler os "sparket til hjørne"

Læserbrev: 30. september skrev Dagbladet om Sommerfuglen, der er kommunens nye tilbud til familier med brug for aflastning. Jeg blev da lidt forundret over at se den omtale. Jeg havde henvendt mig til Dagbladet i juni med nedenstående bekymringer/dårlig behandling. For at få dem til at skrive om mine frustrationer. Efter gentagne henvendelser uden reaktion, blev jeg enig med mig selv om, at de nok ville vente, indtil der kom en pressemeddelelse om åbningen af Sommerfuglen. Så nu forsøger jeg med et læserbrev. Af artiklen fremgår det, at kommunen hjemtager børn, som tidligere har frekventeret specialtilbud i vores nabokommuner. Disse tilbud beskrives at være dyre, ja men det er jo også tilbud til børn/unge med meget specielle behov. Jeg håber, at Sommerfuglen kan levere samme standard som i deres tidligere tilbud. Har forældrene været med på råd? Aflastningsstedet Gnisten, Tim Kirkevej 38, Tim, har haft børn i aflastning siden sommeren 2011. Mig bekendt hører vi også til Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi har også modtaget opsigelse på fire af vores børn. Så den sætning, at de kun har hjemtaget børn fra andre kommuner, er ikke korrekt. I Juni bliver vi kontaktet af en mor, som fortæller, at hun har været til møde med deres sagsbehandler, der har sagt, at sønnen får et nyt aflastningstilbud på Sommerfuglen. Moderen bliver jo noget overrasket og siger, at det er hun ikke interesseret i. Moderen ringer til os for at høre, hvad det er for noget. Hendes dreng har været på Gnisten siden sommeren 2011. Vi på Gnisten har ikke hørt noget om, at han skal flytte/stoppe på Gnisten. Moderen har flere møder/samtaler med sagsbehandleren – der er ikke noget valg, hvis moderen ikke siger ja til Sommerfuglen, har hun ingen aflastning til hendes søn fra 1. august. Værsgo. Er det sådan man behandler kommunens familier? Ovenstående oplever vi igen med en mor til en pige, som har været hos os i halvandet år. Begge forældre ønsker ikke, at deres børn skal flyttes – de har nogle gode relationer til de andre børn og fungerede utrolig godt sammen med resten af gruppen. Vi havde seks børn i alderen 12-16 år. Vi står meget uforstående overfor den behandling, som forældrene har fået. Vi oplever også selv, at vi som samarbejdspartnere med kommunen er blevet ”sparket til hjørnet”. Er det deres måde at samarbejde på? Så siger jeg tak for kaffe. Vi startede med aflastning 2011. Ringkøbing-Skjern Kommune havde givet udtryk for, at de manglede aflastningspladser til børn med specielle behov. Vi sagde, at det var da en opgave, vi gerne ville hjælpe dem med, og vi fik beskrevet vores projekt. Gennem årene har vi haft ca. 16 børn. Første gang, vi hører om Sommerfuglen, er i september 2018. Vi havde besøg af en fra anbringelsesteamet. Hun fortalte, at kommunen havde planer om selv at oprette et aflastningssted til de børn med specielle behov, som de køber pladser til i de omkringliggende kommuner. Det er dyre pladser, og også en dyr transport. Vi spurgte så, om det fik indflydelse på vores målgruppe, og om de påtænkte at flytte vores børn, nej det gjorde de ikke var svaret, der ville også være plads til os. Så arbejdede vi jo videre i god tro. Så er det blevet juni 2019, og vi får en opsigelse fra kommunen på fire børn værsgo at skylle! På opsigelserne står der – Tak for godt samarbejde – hvilket samarbejde spørger jeg. Behandler man samarbejdspartnere på den måde? Godt samarbejde havde været, at kommunen havde taget kontakt til os i foråret og forklaret os om deres planer. Så kunne vi have fortalt om vores børnegruppe. Vi føler ikke, kommunen har spillet med åbne kort – Vil de have os lukket? Gnisten ligger på en stor naturgrund i Vester Tim. Vi har: trampolin, bålplads, shelter, udendørs skak, lille sansehave, rundballe til bueskydning og så videre. Vi kan bare gå udenfor døren, så er der mulighed for aktiviteter. Hvad har Sommerfuglen? Den ligger i et boligkvarter uden mulighed for at kunne gå ud på en legeplads! Hvem sagde, at Ringkøbing-Skjern Kommune er Naturens Rige?